I otte sæsoner har ADG Fysioterapi sørget for håndboldligaspillerne fra GOG. Nu har de to parter skrevet under på en ny aftale, så GOG-profilerne er i de bedste hænder de næste tre sæsoner.
ADG Fysioterapi og GOG har været et godt makkerpar siden 2013, hvor klinikken overtog ansvaret for fysioterapien omkring ligaholdet.
ADG’s fysioterapeut Mads David Thorsen har det daglige ansvar for spillerne. Anja David Greve er også tilknyttet holdet, hvor hun også kender flere gennem sit arbejde med herrelandsholdet.
”Vi er meget glade for at have forlænget aftalen med GOG endnu tre sæsoner. Vi har kendt hinanden længe efterhånden og har et godt samarbejde. Så vi glæder os meget til endnu tre spændende sæsoner på sidelinjen hos en af Danmarks bedste ligaklubber,” siger Anja David Greve, indehaver af ADG Fysioterapi.
ADG Fysioterapi rykker til hallen i Gudme og sørger for fysisk træning, behandling og genoptræning af skader. Ofte er Mads David Thorsen også med på bænken, når GOG spiller kamp. Derudover står ADG også for skadesforebyggende træning med håndboldspillerne.
”GOG og ADG Fysioterapi har efterhånden haft et langt og godt samarbejde. Så det er med stor tilfredshed, at det fortsætter de næste tre år. Det sikrer, at spillerne i GOG er i de bedste hænder og fortsat får den bedste fysiske træning, skadesbehandling og forebyggende træning,” udtaler GOG-direktør Kasper Jørgensen.
”Vi ved, at vi til en hver tid får den bedste behandling, spillerne kan ønske sig. Og vi glæder os derfor meget over at dette samarbejde kan fortsætte i de kommende tre sæsoner.”
Hos ADG Fysioterapi er glæden stor ved at være en del af det sydfynske håndboldflagskib.
”GOG vil være de bedste. Det vil ADG også. Vi har også store ambitioner og ønsker at levere på et højt niveau hver eneste dag. Lige som GOG. Derfor passer vi godt sammen,” lyder det fra Anja David Greve.